Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Her kan du læse om ophavsret, herunder:

Det er vigtigt at have styr på ophavsretten. Ellers kan man blive mødt med et erstatningskrav.

For ophavsretlige krænkelser foretaget af en ansat, vil skolen som arbejdsgiver normalt hæfte for en eventuel bøde eller et erstatningskrav i første omgang, i visse tilfælde vil skolen kunne rette kravet videre mod den ansatte.

Ophavsretten bliver i sidste ende afgjort ved domstolene. Hvis man ikke kan blive enige om ophavsretlige spørgsmål, må domstolene afgøre sagen.

Kopiering

Ophavsretten er aktuel i alle de situationer, hvor eleverne eller læreren producerer egne materialer, eller anvender materialer produceret af andre. Hver gang kopimaskinen sættes i gang, en e-mail vedhæftes et bilag eller en side lægges på nettet er der tale om en kopiering, som sætter ophavsretten i spil. Der er ikke et fag i skolen, hvor ophavsretten ikke vil have betydning.

Hvorvidt en kopiering er ophavsretligt lovlig vil i nogen grad afhænge af, hvordan man kopierer. Analog kopiering er fx i visse tilfælde lovlig, hvor digitalkopiering af det samme værk ikke ville være lovlig. Det skyldes først og fremmest, at der ved digitalkopiering opnås en meget nøjagtig kopi, og at værket nemt kan massekopieres og distribueres uden noget kvalitetstab.

Privat eller offentligt rum?

Desværre har der aldrig været en sag, der har afgjort, om fremførelse af beskyttede værker i et klasseværelse ophavsretligt må anses for fremførelse i privat eller offentligt rum. Det har stor betydning, om klassen er privat eller offentlig. I private rum, hvor der alene er adgang for en afgrænset kreds af personer, er det nemlig tilladt både spille musik og vise film uden samtykke fra rettighedsindehaverne. Nogle sager peger i den ene retning - andre peger i den anden. Det er aldrig afgjort helt klart. Men man kan ikke bare købe en dvd og afspille den i klasselokalet.

Aftaler

Skolerne kan indgå aftale med de organisationer, der opkræver betaling på vegne af ophavsmændene. Her er nogle af de aftaler skolen kan overveje at indgå:

  • DR's medielicens (almindelig Tv-licens)
  • COPY-DAN tekst & node (for at kunne kopiere uddrag af bøger m.m.)
  • KODA (for at kunne spille musik på skolen)
  • AVU-kopier (tilladelse til at kunne optage dansk TV)
  • Tillæg til AVU-kopier, "25 kanaler" (tilladelse til at kunne udvide med udenlandske kanaler)
  • Tillæg til AVU-kopier, UNI-server (tilladelse til at kunne lægge musik og video på UNI-serveren og bruge det i undervisningen).
  • Foreningen tilbyder i øvrigt en række fællesaftaler for CopyDan og KodaGramex.

Rettigheder: Teater / Musicals

Hvis man på skolen vil opføre en forestilling, indebærer det ophavsretligt en offentlig fremførelse af det værk, som forestillingen er baseret på. Værket kan være en litterær tekst eller et stykke musik, men det kan også indeholde flere forskellige typer af værker. Et eksempel på det sidste er en musical. Den indeholder både manuskriptet, sangteksterne og musikken, der alle er selvstændige værker.

I modsætning til brug af musik til koncerter og skolefester findes der ingen standardaftale, som giver skolen ret til at opføre musicals, teaterforestillinger og andre musikdramatiske værker mod betaling.

Her må skolen i stedet henvende sig til den, som har rettighederne til det værk, som forestillingen er baseret på, dvs. typisk et forlag eller et agentur fx Dansk Teaterforlag, som tilbyder særlige muligheder for skoler.

Hvis en elev, en lærer eller en gruppe af elever udelukkende selv har lavet værket specielt til forestillingen, kan man godt opføre en forestilling, som er baseret på værket uden der betales for rettigheder. Men det forudsætter, at eleven eller læreren ikke har ”lånt” noget direkte fra værket, medmindre det ”lånte” falder inden for citatretten. Hvis deltagerne kun selv har lavet en del af forestillingen, f.eks. manuskriptet, og brugt andres værker, f.eks. sange og musik, kræver det en tilladelse.

Om medielicens

Medielicens er den betaling, som indehavere/brugere af et medielicenspligtigt apparat skal betale også selvom DR’s produkter ikke benyttes.

Medielicens på privat- og kostskoler 
Pr. 1. januar 2015 er medielicensen afskaffet for erhvervsvirksomheder, institutioner, foreninger mv.

Bor man på skolen og har folkeregisteradresse på skolen, er over 18 år og benytter et medielicenspligtigt apparat på dit værelse (hustand), så er du licenspligtig. Medielicenspligten påhviler indehaveren/brugeren, uanset om apparatet er ejet, lejet eller lånt. Hvis brugeren er en anden person end indehaveren, påhviler betalingspligten brugeren.

Man er medielicenspligtig

  • Når man er over 18 år og har et medielicenspligtigt apparat, også selvom man ikke benytter dig af DR’s produkter.

Man er ikke medielicenspligtig

  • Hvis man er under 18 år
  • Hvis man ikke har et medielicenspligtigt apparat
  • Hvis man kun har en radio (radiolicensen er afskaffet)
  • Hvis ens ægtefælle, kæreste eller forældre betaler medielicens, og I deler folkeregisteradresse.