Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

"Privat" og "Personlig"

    29. maj 2015
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Ordet ”privat” i "privatskole" vækker hos nogle en negativ genklang. Det ”private” bliver opfattet som det modsatte af ”det folkelige” eller ”det fælles”. De, der kender privatskolerne, er mere tilbøjelige til at associere ordet ”privat” med ”det personlige”.

    Hvis en privatskole var en person, ville værdierne være personens grundlæggende egenskaber. Det, at privatskolerne står for noget, har særlige holdninger til det ”at lave skole”, måder at gøre tingene på - at de er et reelt alternativ - er sektorens frihed – og eksistensberettigelse. At se bort fra en privatskoles værdier er som at se bort fra nogens personlighed. Derfor kan man ikke komme uden om skolernes værdigrundlag, når man taler om højtpræsterende skoler.

    Danmarks Privatskoleforening har taget initiativ til at få undersøgt en række medlemsskolers praksis med det formål at finde de faktorer, der netop gør disse skoler til højt præsterende skoler i forhold til elevernes faglige såvel som personlige og trivselsmæssige udvikling. Hvad er det i skolernes rammebetingelser, undervisningsmiljø samt værdimæssige og sociale kontekst, der skaber forudsætningerne for elevernes gode læringsresultater? Undersøgelsen foretages af Professionshøjskolen Metropol. Undersøgelsens endelige resultat foreligger i oktober 2015. Projektet benævnes: ”Fagligheden og anstrengelsens poesi”.

    Rødder i oplysningstiden

    Privatskolerne har rødder dels i realskolen, der er et barn af 1700-tallets oplysningstid og navngivet efter "realfag" som matematik, naturlære, naturhistorie og sprog, dels i den grundlovfæstede ret til at blive undervist andetsteds end i den offentlige skole, når blot undervisningen står mål hermed. Privatskolerne er en del af en tradition – eller bevægelse - der tror på potentialet i uddannelse og i dannelse.

    De frie – private grundskoler har fortsat et ansvar for, at der i vores samfund bliver sat fokus på, at det at gå i skole er en alvorlig og vigtig sag, og at målrettethed og vedholdenhed er det, der tæller. Man finder derfor på mange privatskoler værdier som faglighed, tradition, disciplin og tilbud om et forpligtende fællesskab om børnenes faglige og personlige udvikling. Skolen er på mange måder et spejl af samfundet - og i skolen lægges også kimen til, hvordan samfundet udvikler sig.

    Værdier i brug

    Værdigrundlaget skal eksplicit fremgå af skolens hjemmeside sammen med skolens vedtægter. Men værdierne gør først en forskel, når det er ”værdier i brug” og ikke blot i teorien. Værdier som respekt, omhu, orden, grundighed, venlighed, rettidighed, selvdisciplin og evnen til at overkomme sig selv omsættes via klare rammer og forventninger. Nyere forskningskortlægning (”Pædagogisk ledelse”, Rambøll/UVM) viser, at høje faglige forventninger og et disciplinært klima har en positiv effekt på elevernes læring. Høj egenmotivation dokumenteres ligeledes i John Hattie's forskningsreview ”Visible Learning” som en læringsfremmende faktor.

    Privatskolerne har traditionelt en stærk faglig selvforståelse forankret mellem tradition og fornyelse. Ønsket om at ville gøre sit bedste ses som en positiv værdi. Det er anstrengelsens poesi.

    Fakta om undersøgelsen

    Undersøgelsens sigte er dels at kortlægge de faktorer, der fremmer de frie grundskolers faglige udvikling, dels at bidrage vidensmæssigt i forhold til den pædagogiske og didaktiske udvikling af den samlede danske grundskole og derigennem kvalificere og nuancere den uddannelsespolitiske debat om de forskellige grundskoletilbud, som findes i Danmark.
    Det er ikke Danmarks Privatskoleforening, der har udvalgt skolerne, der deltager i undersøgelsen. Udvælgelsen er sket af konsulenter fra Professionshøjskolen Metropol, der også gennemfører projektet.







    Arkiv