Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Elevinddragelse - før der skal træffes beslutning om ophør af samarbejde mellem skole og hjem

    26. marts 2015
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • I øjeblikket er der stor politisk bevågenhed omkring de frie grundskolers inddragelse af elever. Sikrer skolerne, at elevernes inddrages, når de skal? Det handler om børns rettigheder!

    Undervisningsministeriet har i samarbejde med skoleforeningerne og Danske Skoleelever udarbejdet to publikationer, der sætter fokus på, at eleven skal inddrages, før skolen træffer beslutning om udmeldelse af eleven.

    Frihedsret brugt med omtanke

    I Lov om frie grundskoler fremgår det, at skolerne ”frit afgør, hvilke elever de vil have på skolerne”.

    Det er af meget stor betydning for skolens og sektorens omdømme, at denne frihedsret ikke misbruges og altid kun benyttes efter grundig omtanke. Retten skal først og fremmest sikre, at skolerne optager elever og indleder samarbejde med forældre, der kan stå inde for de værdier, holdninger, traditioner og pædagogiske tankegange, som skolen står for.

    Frie grundskoler skal overholde børnekonventionen

    Danmark har i 1991 tiltrådt FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder. Efter FN's børnekonvention artikel 12 har et barn, altså en person under 18 år, ret til at give udtryk for sine egne synspunkter. Barnet har krav på, at dets synspunkter indgår i grundlaget for beslutninger, der vedrører barnet. Frie grundskoler skal også overholde Børnekonventionen.

    Skolens etik og processer

    For at sikre, at skolerne optræder så professionelt og kompetent som muligt og for at sikre gennemsigtighed og parternes retssikkerhed i processen, kan en række anbefalinger gives som vejledning til håndtering af en sag, der i værste tilfælde kan ende med en udmelding af eleven. Danmarks Privatskoleforening har tidligere udsendt materiale til medlemsskolerne med anbefaling om at sikre, at skolens etik og processer er hensigtsmæssige og retsligt omhyggelige: Råd og vejledning til skolerne i forbindelse med ophør af samarbejdet mellem skole og hjem.

    Nu suppleres skolernes mulighed for information og vejledning om emnet af de to publikationer fra Undervisningsministeriet, hvor den ene henvender sig til skolernes ledelser og den anden til skolernes elever.

    Læs publikationerne her:

    Danmarks Privatskoleforening anbefaler skolerne at benytte materialerne som udgangspunkt for drøftelser om retningslinjer og politikker omkring elevinddragelse – på ledelsesniveau, og blandt lærerne samt med inddragelse af skolens elevråd/elever.







    Arkiv