Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

STX/HF: Netprøver -Hvad gik galt? Og hvad nu?

    22. marts 2017
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Ministeriet ved STUK orienterer:

    Ministeriet afholder fredag den 24. marts 2017, kl. 11-12, et webinar for alle interesserede om generalprøven den 16. marts 2017, der ikke forløb som hensigten. Ministeriet vil fortælle om erfaringerne fra generalprøven, herunder de vanskeligheder med systemet, som opstod undervejs. Ministeriet vil også uddybe generalprøvens konsekvenser for sommerens skriftlige prøver (som er beskrevet  i afsnittet ”Prøveafvikling med Netprøver.dk sommer 2017”). Der vil være mulighed for at stille spørgsmål via chat.

    Webinaret er af tekniske årsager begrænset til et deltagerantal på 500 pladser. For at sikre at alle institutioner får mulighed for at deltage, opfordrer STUK til, at ansatte fra samme institutioner deltager i webinaret fra samme skærm og kun tilmelder én person. Webinaret bliver optaget og vil efterfølgende blive lagt på: http://www.uvm.dk/netproever.

    Tilmelding til webinaret foretages her:  Seminaret er afholdt

    Forløbet af den 1. generalprøve den 16. marts 2017
    Forud for den 1. generalprøve den 16. marts havde ministeriet meldt ud, at generalprøven alene understøttede den kendte afleveringsproces og dermed ikke den nye del, hvor opgavesæt også distribueres digitalt. Årsagen var, at distributionen af opgavesæt desværre i tide ikke havde klaret ministeriets belastningstest.

    Da generalprøven startede kl. 9.00 den 16. marts 2017 blev det hurtigt konstateret, at Netprøver.dk fungerede meget langsomt. Der blev med det samme igangsat en fejlsøgning og fejlrettelsesproces. Undervejs blev institutionerne orienteret om status via STIL’s driftsinformation (sms og mail).

    Netprøver.dk var periodisk utilgængeligt/ustabilt frem til kl. 13.03, hvor Netprøver.dk igen var stabilt og tilgængeligt, og der blev udsendt en klarmelding til institutionerne.

    Efter systemgenopretningen kl. 13.03 afleverede knap 31.000 elever af ca. 54.000 fremmødte elever deres besvarelser i Netprøver.dk.

    23.000 elever afleverede ikke i Netprøver.dk. Af de 23.000 elever har mange i stedet afleveret via en af nødprocedurerne for aflevering af besvarelser.

    Årsagen til udfordringerne med Netprøver.dk under generalprøven var, at ét skærmbillede uventet udgjorde en meget betydelig belastning for systemet, som i sidste ende blev utilgængeligt. Herefter kunne brugerne i en længere periode ikke logge på og fx aflevere besvarelser i Netprøver.dk. Problemet med det fejlbehæftede skærmbillede er desværre ikke blevet konstateret i de mange tests, som Netprøver.dk har været igennem.

    Da STUK under generalprøven fik fjernet det skærmbillede, der belastede systemet, fungerede Netprøver.dk igen med fine svartider og uden problemer.
    Alt i alt forløb generalprøven  ikke godt. Det beklager STUK naturligvis dybt.

    2. generalprøve den 30. marts 2017

    På baggrund af erfaringerne fra den første generalprøve opfordrer STUK til, at så mange institutioner som muligt deltager i 2. generalprøve den 30. marts 2017.
    Ved 2. generalprøve vil det - som det var tilfældet ved den første generalprøve – kun være aflevering af elevbesvarelser, virus- og plagiatkontrol samt karaktergivning, der vil blive afprøvet.

    Det er ved 2. generalprøve vigtigt at få afprøvet prøveafviklingsprocessen med Netprøver.dk, men STUK  er samtidig klar over, at det for nogle institutioner ikke vil være muligt at afsætte de samme ressourcer, herunder elev- og personaletid, som til 1. generalprøve.

    STUK opfordrer til, at den enkelte institution ved 2. generalprøve gennemfører prøveafviklingsprocessen (administrative processer samt elevernes afleveringsproces) i et forløb, der tager højde for institutionens og elevernes øvrige aktiviteter den pågældende dag, fx ved at forløbet komprimeres tidsmæssigt.

    Det er ikke afgørende, om de besvarelser eleverne afleverer ved 2. generalprøve er udarbejdet den pågældende dag. Det er derimod vigtigt, at institutionens medarbejdere – i den udstrækning det er muligt - deltager og benytter Netprøver.dk-funktioner svarende til 1. generalprøve. Det skyldes, at problemerne ved 1. generalprøve var relateret til de skærmbilleder, som institutionernes administrative medarbejdere skal benytte under prøveafviklingen.

    Hvis institutionen vil benytte opgavesæt til 2. generalprøve, skal de udleveres af institutionen til eleverne.

    Bemærk, at fristen for indberetning af prøveplaner til 2. generalprøve er forlænget til fredag den 24. marts 2017. Prøveholdene vil være synlige i Netprøver dagen efter institutionens indberetning til XPRS.

    Prøveafvikling med Netprøver.dk sommer 2017

    Ministeriet har på baggrund af erfaringerne fra generalprøven den 16. marts 2017 besluttet at revidere indfasningsplanen for Netprøver.dk. Det betyder, at der ikke udleveres opgavesæt via Netprøver.dk ved de skriftlige prøver i maj-juni 2017 og august 2017.

    Alle institutioner vil i stedet få tilsendt trykteopgavesæt (papirhæfte eller CD-rom) til samtlige elever til alle skriftlige prøver (ligesom ved tidligere prøveterminer). Første prøvetermin med udlevering af opgavesæt via Netprøver.dk vil således være vinterterminen i skoleåret 2017-2018.

    Ved de skriftlige prøver i maj-juni 2017 og august 2017 skal eleverne på alle institutioner således aflevere deres besvarelser i Netprøver.dk i en række fag. I disse fag tilgår bedømmerne opgavesæt og besvarelser og afgiver karakterer i Netprøver.dk. Fagrækken, der indgår i Netprøver.dk, er uændret i forhold til tidligere udmeldinger. Fagrækken kan findes under ”Om Netprøver.dk og indfasning” på: http://www.uvm.dk/netproever

    Brugervejledninger – der kan findes på www.uvm.dk/netproever/brugervejledninger - vil forud for den 2. generalprøve blive opdateret, så de afspejler, at der ikke udleveres opgavesæt via Netprøver.dk

    Arkiv