Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Ny politisk aftale både løsner og strammer

    25. januar 2019
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Ny aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti både løsner og strammer. En frihedspakke giver blandt andet mulighed for etablering af afdelinger. Samtidigt strammes der igen op på reglerne vedrørende donationer og tilsyn. 

    Aftalen indeholder tre pakker med i alt 11 initiativer. Detaljerede oplysninger om betydningen af aftalen for skolernes praksis foreligger ikke endnu. Aftalen er endnu ikke vedtaget i Folketinget.

    Frihedspakken

    Frihedspakken indeholder områder, som foreningen i årevis har kæmpet for, nemlig mulighed for at etablere administrative fællesskaber og etablere afdelinger, der ikke nødvendigvis skal ligge i umiddelbar nærhed af hovedskolen, men med en lokal forankring. Foreningen mener, at denne mulighed kan være til gavn for både storbyernes skoler, hvor der er pladsmangel, og for større skoler i provinsbyer, der i forvejen opfattes som overbygningsskoler for en række små skoler i landsbyer. Aftalen giver, ifølge Undervisningsministeriet, mulighed for at oprette op til to afdelinger i samme kommune som hovedskolen eller i en nabokommune.

    Frihedspakken for de frie grundskoler
    • Mulighed for at etablere afdelinger af frie grundskoler
    • Mulighed for fælles varetagelse af administrative opgaver for frie grundskoler
    • Mulighed for at oprette klubtilbud for elever fra 4. klasse på frie grundskoler

    Frihedspakken for de private gymnasiale uddannelser
    • Mulighed for at etablere afdelinger af private gymnasier
    Donationspakken

    Over de seneste år er der blevet strammet op på reglerne og tilsynet med skolernes modtagelse af donationer. Nu indføres et totalforbud mod anonyme donationer og et forbud mod donationer på over 20.000 kroner fra lande uden for EU/EØS.  Med denne del af aftalen vil Regeringen og Dansk Folkeparti sikre skolernes overholdelse af kravene om frihed og folkestyre og uafhængighed.

    Donationspakken for frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private gymnasiale uddannelser

    • Forklar eller afvis-modellen for donationer til frie skoler
    • Totalforbud mod anonyme donationer til frie skoler
    • Forbudsmodel for udenlandske donationer til frie skoler
    Tilsynspakken

    En række af de stramninger, der er sket i forhold til tilsynet med de frie grundskoler, kommer nu til at gælde for de øvrige frie skoleformer, herunder de private gymnasiale uddannelser.

    Tilsynspakken for efterskoler, frie fagskoler og private gymnasiale uddannelser
    • Indførelse af frihed og folkestyrekrav for efterskoler, frie fagskoler og private gymnasiale uddannelser
    • Vurdering af personkredsen ved oprettelse af nye skoler 
    • Tilsynet kan deltage som observatør på møder på skolen
    • Styrket tilsyn med skolens leje af bygninger
    • Etablering af whistleblower-ordning

     

    Arkiv