Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Privatskole sætter ”faglighed” under lup

    28. november 2019
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • IMG 20190927 121448 resized 20191126 122440425

    Frie skoler må i vid udstrækning bestemme deres tilgang til læring og undervisning. Det stiller krav til skolerne om hele tiden at forholde sig til deres virke. På Kochs Skole i Aarhus har de sat sig for at besvare spørgsmålet ”Hvad er faglighed hos os?”. Et ønske om at løfte alle elever endnu mere ligger bag, og skolens leder glæder sig over den spændende proces.

    I Danmark er de frie skoler underlagt en række rammer og indholdskrav fra Staten. Det betyder bl.a., at der skal undervises indenfor bestemte fagområder, og at undervisningen som minimum skal stå mål med den undervisning, der gives i folkeskoler. Men derudover er det op til de frie skoler selv at definere, hvordan undervisningen skal foregå, og om skolens formål og virke i øvrigt skal ske under hensyntagen til særlige idéer eller opfattelser. Det stiller krav til skolerne om hele tiden at forholde sig til deres virke og tilgang. På Kochs Skole i Aarhus har de sat i gang i et forløb, hvor begrebet ”faglighed” er omdrejningspunkt.

     

    Kochs Skole vil løfte alle elever endnu mere

    At de på Kochs Skole beskæftiger sig med en fælles forståelse af ”faglighed”, kommer af et ønske om at blive endnu bedre til at løfte alle elever uanset deres faglige udgangspunkt. Skolens leder, Jens Degn, forklarer: »Vores karakterer ligger generelt over landsgennemsnittet, og vores elever falder ikke fra ungdomsuddannelserne. Men vi kan altid blive bedre, og vi ønsker at løfte alle vores elever endnu mere«. Og han uddyber: »Samtidig er det vigtigt, at vi skaber et grundlag, hvorfra vi løfter i fælles flok og med hensyn til vores værdier. For os handler det om at opnå en bredere og mere nuanceret forståelse af faglighedsbegrebet, så vi ikke blot jagter bedre karakterer blindt, men i stedet får skabt en faglighed, der kan anvendes, og som giver mening for børnene«.

     

    Tager udgangspunkt i skolens værdier

    Frie og private skoler må drives ud fra værdier. Værdierne bruges som identitetsskaber og pejlemærke for skolerne. På Kochs Skole er værdierne: Fællesskaber, kreativitet og virkelyst. Ud fra dette grundlag har skolen bl.a. valgt at have en musikskole, og i indskolingen opleves ofte ikke fagdelt undervisning. Derudover har skolen på baggrund af dens værdier også valgt at bryde skoleskemaet op 6 til 10 uger om året og have fælles emneuger, hvor der sættes ekstra fokus på kreativt og tværfagligt arbejde. »Vi er en skole med masser af musik, teater og undersøgende undervisning«, fortæller skolelederen. I Kochs Skoles arbejde med at definere en fælles forståelse af ”faglighed” tager skolen således udgangspunkt i dens værdier. »Vi forsøger at understøtte en faglighed, hvor færdigheder og kompetencer skal kunne anvendes i konkrete og meningsfulde sammenhænge. Vi skelner her mellem fagfaglighed, hvor der skabes mening i faget og procesfaglighed, hvor der skabes mening med læringen«, udtaler Jens Degn.

     

    Kreativitet og fagfaglighed

    På en fri skole er det bestyrelsen, der har det overordnede ansvar for, at skolens formål og værdigrundlag efterleves og udvikles. Det sker dog i tæt samvirke med ledelse, lærere og øvrige medarbejdere. På Kochs Skole var det først bestyrelsen – bestående af forældre med børn på skolen – som drøftede den overordnede forståelse af faglighed. Derefter har skolens ledelse og medarbejdere arbejdet videre med at skabe en fælles forståelse af faglighed, og hvordan det kan oversættes til hverdagen på Kochs Skole. Om det fortæller skoleleder Jens Degn: »Vi skal stadig være en spændende og levende skole! Men vi skal finde ud af, hvordan vi løfter vores elever endnu mere – uanset udgangspunkt, og så vil vi skabe mere fagfaglighed uden af slukke lyset i elevernes øjne, og uden at vi havner i en ”teaching to the test”-kultur«.

     

    ”Vi er på rette vej”

    Skolen har valgt at arbejde med faglighed ud fra en holistisk tilgang. Med afsæt i selvbestemmelsesteori hvor børnenes oplevelse af egenkompetence, deres oplevelse af samhørighed og deres oplevelse af autonomi danner grundlaget for deres faglige og personlige trivsel. Her ses faglighed som et fundament ind i trivsel og omvendt. »Vi skal arbejde for, at motivation ikke bliver noget ydre, men til noget indre. Når først eleven ser mening med undervisningen, så kommer faglighed og læring«, uddyber skolelederen. Han forklarer, at der er gennemført og planlagt pædagogiske dage, hvor der arbejdes særligt med at definere faglighed og omsætte det til hverdagen. Og han fortæller, at han glæder sig over processen og det medarbejderengagement han kan mærke: »Formålet med det hele er naturligvis at det skal komme vores børn til gode, så de opnår faglig indsigt, faglig indlevelse og faglig fordybelse, og at de frem for alt møder en skole, hvor faglighed giver mening «. Afslutningsvis henviser han til skolesangens omkvæd, der lyder:

    “Vi lærer ikke bare for at lære,

    men for at blive det vi skal være,

    for at vise verden hvad vi kan og vil,

    det er det vi har en skole til”

    Arkiv