Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Beregning af arbejdstid og undervisningstillæg i forbindelse med lockouten

    9. august 2013
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Den 28. juni blev der afsagt dom i Arbejdsretten i en sag om beregning af arbejdstid, som Lærernes Centralorganisation (LC) havde anlagt mod arbejdsgiverne.

    LC mente, at al arbejdstid skulle opgøres og udbetales ved lockoutens iværksættelse. Dette afvistes af Arbejdsretten, der i dommen skriver, at lærernes ansættelsesforhold alene anses for suspenderet, eftersom de genindtræder i ansættelsen ved konfliktens ophør.

    Vejledning gælder

    Dette betyder, at skolerne kan opgøre lærernes arbejdstid i henhold til den vejledning i opgørelse af arbejdstiden, som DP tidligere har sendt ud.

    Hvad angår akkorder på aktiviteter og funktioner, der er spredt over året, fratrækkes de forholdsmæssigt ift. arbejdsdage, dvs. med 18/227. Dog er det op til skolens ledelse at vurdere, om en opgave eller en funktion er af en karakter, hvor man fraviger at reducere akkorden helt eller delvis. Se tidligere udsendt nyhed: ”Uenighed om opgørelse af akkorder”.

    Opgørelse af undervisningstillæg

    Med hensyn til opgørelse af undervisningstillæg anbefaler vi, at skolen lægger til grund, at det undervisningstimetal, der fremgår af aktivitetsplanen, anses for gennemført. Eventuelle ekstra undervisningslektioner, som er gennemført før og efter lockoutperioden, tillægges efter de sædvanlige regler.