Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Fynske skoleledere på netværkstur

    4. februar 2019
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • De fynske privatskoler har et netværk for skolernes ledelser. Hver år tager de på inspirationstur. Temaet for årets tur er "Innovation og 21st Century Skills". Udover rundvisninger på forskellige uddannelsesinstitutioner, prøvede skolelederne også selv kræfter med teknologierne og tænkningen. 

    Collage netværk

     

    På de fynske privatskoler har der i mange år været tradition for netværk for skolernes ledelser - Privatskolenetværk Fyn. Udover at mødes 1-2 gange årligt har netværket en tilbagevendende tur i uge 4, hvor deltagerne har et par dage med fokus på socialt samvær, faglige input, inspiration og at skabe nye kontakter.

    I år var temaet for turen ”Innovation og 21st Century Skills”. Første stop var VIA UC Silkeborg, som bl.a. uddanner fremtidens lærere. Her blev netværket modtaget af lektor Steen Lembcke og FabLab Supervisor Ole Kjær Thomasen, som gav nogle spændende oplæg om 21st Century Skills og MakerSpace-teknologier. De fortalte også om praktiske erfaringer fra forløb i bl.a. design-thinking og teknologiforståelse i Silkeborg Kommunes FabLab. Efterfølgende blev netværksgruppen stillet forskellige praksisopgaver, så de selv kunne prøve kræfter med teknologierne og tænkningen. Meldingen fra en af deltagerne – viceskoleleder ved Ida Holsts Skole, Kim Buchardt – er, at det var en spændende og udfordrende oplevelse for en flok skoleledere!

    Næste stop på turen var Aarhus. Her bød resten af dagen på rundvisning i Dokk1, som bl.a. huser Center for Innovation i Aarhus og ITK - Innovation, teknologi og kreativitet. Efter rundvisningen var det tid til netværksmiddag og socialt samvær.

    Den årlige netværkstur har tradition for at byde på et eller flere skolebesøg. I år var valget faldet på Frederiksbjerg Skole: En forholdsvis ny, moderne folkeskole, placeret i hjertet af Aarhus. Skolen er kåret som årets skolebyggeri 2016 og er et godt eksempel på moderne, innovativt design, som har taget sit udgangspunkt i folkeskolens formålsparagraf. Skoleleder Jette Bjørn Hansen tog imod og gav et levende indblik i skolens liv og tanker om børn og læring. Efterfølgende var der rundvisning i de moderne og anderledes rammer, som skolen byder på.

    Efter en dejlig, økologisk skolefrokost i elevkantinen, steg netværksgruppen på bussen og vendte næsen hjem mod Fyn - godt mætte på spændende oplevelser, inspirerende indtryk og godt samvær! 

    Om netværksgruppen fortæller initiativtager, Kim Buchardt:

    ”Formålet og gevinsterne ved at danne netværk på ledelsesniveau er mange; vi kommer alle med fokus og udgangspunkt i ledelsesopgaven og kan i fællesskab reflektere og hente inspiration til at styrke egen organisation gennem videndeling og faglig sparring.”

    Hos Danmarks Private Skoler er vi glade for at se disse selvstændige netværksinitiativer, som bringer fællesskab og udvikling med sig.